fredag den 22. februar 2013

Nostalgisk gensyn med det gamle badehotel

Munkebjerg Badehotel blev opført i 1880 og blev hurtigt et berømt feriemål og kunstnerkoloni for tidens mange kendte kunstmalere. Under ombygningen af Munkebjerg Hotel stødte håndværkerne på det gamle hotels fundament.

”Da vi gravede ud til udvidelsen af vores selskabslokaler, ramte vi pludselig resterne af det oprindelige badehotels sokkel. Jeg skal love for det gamle hotel lige pludselig blev vakt til live igen”, fortæller hotellets direktør René Aarby Sørensen, der har været ansat på hotellet siden 1977.

Bindingsværksbygningen var et klassisk badehotel i første række og erstattede den lille Schweitzer-pavillon fra 1879. Det idyllisk beliggende sted lokkede med løfter om forkælelse, nydelse og romantik og fik hurtigt en næsten magisk tiltrækning på 1920’ernes og 1930’ernes smukke, rige og kendte gæster.

Løfter om noget ekstra
Ønsket om at give gæsterne noget mere end de forventer, har gennemsyret Munkebjerg Hotel helt fra det oprindelige traktørsted. Munkebjerg Hotel er det sted i Danmark, der har stillet de mest eksotiske transportmidler til rådighed for gæsterne. En rullende trappe, eget trinbræt langs jernbanen, pakæsel, anløbsbro til dampbåde - endda en svævebane var der planer om.

For rigtig mange vejlensere er stedet forbundet med masser gode minder fra bryllupper, fødselsdagsfester, konfirmationer og gourmetaftener. Ligesom sagnet om trolden, der afsatte sit håndaftryk i stenen ved skovsøen, har vakt nysgerrighed og fascination hos masser af byens børn gennem tiden.

Selvom det gamle fundament hurtigt fik lov til at blive dækket igen, gemmer de smukke rammer stadig på ægte lidenskab og drømme om fremtiden. Det moderniserede Munkebjerg Hotel forventes at stå færdigt den 21. april.

Munkebjerg Hotel: Derfor er Mammen ideel


Byggeriet på Munkebjerg Hotel skrider planvist fremad og direktør René Aarby Sørensen glæder sig til at se arkitekt Mikael Mammens endelige resultat, når bygningerne står færdige den 21. april.

Da valget af arkitekt til Munkebjerg Hotel skulle falde, var direktionen ikke i tvivl. Det skulle bare være den internationalt anerkendte arkitekt Mikael Mammen.
Adskillige mondæne insteder i København har nydt godt af den danske arkitekts kompetencer. FIAT på Kongens Nytorv, Bistro Boheme, Avenue og Skovshoved Hotel er blot et par af Mammens kendte arbejdsgivere. Men også bygherrer i Dubai, Oman, Caribien, Italien og Portugal har brugt den eftertragtede designer.


En naturlig forlængelse
Mammen stiftede første gang bekendtskab med Munkebjerg hotellet midt i bøgeskoven, da René Aarby Sørensen i 2004 bad ham stå i spidsen for indretningen af hotellets nye brudesuite, der både skulle emme af hygge og godt design. To størrelser der kan være svære at forene.

”I forbindelse med udvidelse af hotellets lobby har det været meget vigtigt, at denne nye tilføjelse bliver en naturlig forlængelse af hotellets oprindelige arkitektur fra 1960'erne. Det er selvfølgelig en vinkel, der har afsæt i en ny og tidsvarende fortolkning indenfor de oprindelige rammer. Mit varemærke er atmosfære. At der er hyggeligt og rart at være, er langt vigtigere for mig, end at der er smart. Jeg er faktisk ikke begejstret for det meget moderne”, forklarer Mammen om sin kommende indretning og tilføjer:
”Vores ambition er, at en international førstegangsgæst tænker: Det var da utroligt, hvor godt det sted var tænkt, da det blev bygget”.

Ingen rullende trappe lige nu
Ombygningsprojektet omfatter hovedkøkkenet, restaurant Tree Top, selskabslokalerne og indgangen til kasinoet – og direktør René Aarby Sørensen har vendt den spontane renovering til en klar fordel - og en chance for at opdatere hotellet og de 150 ansattes arbejdsplads.

Men renoveringen ”inkluderer ikke en rullende trappe – i det mindste ikke i denne omgang”, forklarer Aarby Sørensen og hentyder dermed til Munkebjerg hotellets forhistoriske modernitet. I 1933 lod hotellets daværende ejer den stejle 218 trins trappe op til badehotellet erstatte af en rullende, der var i drift indtil 1965.